Er jeg full on pyller - eller er omverdenen galimatias?

Jeg har et barn på snart fire år. Jeg har nu tæt på 10 gange oplevet, at fremmede mennesker på gaden ikke respekterer, at de ikke skal trøste hende.

I går var der for eksempel en fremmed dame, der ved en fejl fik spændt ben for hende i Kvickly - fred være med det, den slags sker. Min datter er øjensynligt lavet af gummi, hun synes nærmest intet gør ondt og lader sig heller ikke gå på af faldet.

Hun bliver dog fuldstændig panisk, da damen begynder at tage fat i hende. Jeg kommer naturligvis hen og tager hende op. Damen bliver ved med at ae hende. Jeg siger i et roligt tonefald "vil du venligst lade være med at røre hende, hun er virkelig ikke vild med, at fremmede rør hende". Damen fortsætter indtil vi vitterligt flygter ind i en gyde.

Jeg sagde til damen, det var helt OK, det var sket og forsøgte at udglatte og forsikre, men min primære opmærksomhed var naturligvis på mit paniske barn

Jeg ha stået i lignende situationer tæt på 10 gange, hvad jeg synes er meget på fire år.

Min datter er generelt tryg, trives og har ingen "anmærkninger" fra hverken børnehaven eller egen læge mht. tilknytning og tilto til verden - faktisk kun rosende ord i den retning. Hun er også glad for generelt at omgås fremmede - elsker at snakke med folk i tog, på legepladsen osv, voksne såvel som børn.

Hun bryder sig bare virkelig, virkelig, virkelig ikke om fysisk berøring af folk hun ikke kender.

(Hun er med alt sandsynlighed autist - det er begge forældre i hvert fald, men jeg synes egentlig, det er underordnet - der skulle tages hensyn uanset hvad).

Jeg forstår til fulde den automatiske reaktion at hjælpe et grædende barn. Den har de fleste af os heldigvis. Hvad jeg ikke forstår er, at man ikke bakker ned, når man bliver bedt om det og får af vide, at barnet bliver utryg af ens berøring.

Er jeg en kæmpe pyllerøv eller har jeg mødt nogle meget mærkelige mennesker? Jeg er også alt, alt for ofte nødt til at give en høflig røffel til folk i supermarkedet, der rør hende i ansigtet. Hun bliver (forståeligt) ret forskrækket over det og forstår ikke, hvorfor folk ikke spørger om lov

(Vi snakker naturligvis løbende med vores datter om, hvem man kan få hjælp af i hvilke situationer, men alt sker på hendes præmisser med stor respekt for hendes autonomi - situationer hvor hun ikke er omkring en omsorgsperson hun kender er utrolig hypotetiske og deraf vil problemstillingen om, hun går i panik over at få hjælp af en fremmed være stærkt usandsynlig)