Parforhold problemer- Gaming, økonomi og kvalitetstid

Jeg K33 flyttede sammen med min kæreste M30 i foråret i år.
Jeg har boet mange år i København pga studie og arbejde- han er fra provinsen.

I forbindelse med flytningen havde min kæreste stærke holdninger til at han ikke vil flytte ind i min lejlighed i København. Jeg har tidligere boet med en kæreste i en anden lejlighed som oprindeligt var min, så tænkte, at det nok var klogt at gøre noget anderledes denne gang. Vi fandt et rækkehus udenfor byen, et kompromis mellem hinandens tidligere bopæle. Jeg ændrede min hverdag i håbet om, at vi havde hinanden og ville tilbringe tid sammen for at udvikle vores forhold. Da vi flyttede ind var min kæreste ved at færdiggøre sin uddannelse og havde derfor ingen opsparing. Han har altid levet ustruktureret ift. mig har jeg senere fundet ud af. Derfor lå finansieringen af den nye bolig på mig, hvis ønsket om at flytte sammen skulle blive en realitet. Jeg lagde depositum +ekstra mdrs husleje - i alt 68.000 kr. og lånte ham i perioden efter vi flyttede sammen 23.000 kr til at dække hans del af fællesomkostningerne i perioden, hvor han var imellem endt uddannelse og kunne begynde et fuldtidsjob. Aftalen var at han skulle tilbagebetale pengene hurtigst muligt og at han ville spare op til at hvis vi skulle flytte en dag, så han kunne betale mig halvdelen af det tabte depositum retur. Problemet er bare at min kæreste ikke sparer op, men i stedet siger, at han ingen penge har. Med en løn med 23.000 kr udbetalt hvoraf vi har 13.500kr i månedlige fællesudgifter (mad, transport, husleje, bilforsikring, el, vand mm) og jeg har kunnet studse mig frem til han har cirka 2500kr i egne faste udgifter udover dette, så burde der være 7.000 kr tilbage, men måske jeg tager fejl, men det er jo svært at vide uden ærlighed og transparens. Han afdrager mig ud af dem 1500kr (cirka 5500kr tilbage til ham selv, når alt er betalt vil jeg skyde på.

Vi havde en højere afdragsordning (2500kr) den første måned, men han forklarede han ikke kunne få det til at rende rundt. Vi aftalte han kunne give mig 1500 kr under forudsætning af, at vi skulle have mulighed for at lave noget som par og han skulle ikke føle han sad så hårdt i det. I stedet rådgav han sig med sin mor og valgte, at putte 1000kr ekstra ind på sin pension - altså de penge vi aftalte vi skulle bruge som par.

Når jeg så spørger ham om hvorfor han ingen penge har - han køber ikke noget synderligt til sig selv, vil han ikke dele det med mig. Jeg begriber ikke at man ikke kan spare op med 5500kr tilbage til sig selv. Økonomi er blevet en kløft mellem os - han bliver defensiv og lukker ned, siger til mig at det har jeg ikke ret til at vide, når jeg siger jeg ikke kan forstå, at han ingen penge har. Sådanne snakke ender oftest i skænderier og diskussioner, hvilket leder mig til problem nr. 2.

Min kæreste gamer hver dag, spiller spil som WOW og LOL og er medlem af diverse quiltes og grupper, som bevirker der altid er nogle online klar på at spille. I starten af vores forhold og hvor vi boede hver for sig spurgte jeg ham om hvor meget han gamede, hvor han svarede at han gamede engang imellem. I min optik er det måske et par timer pr. uge. Det viser sig nu, at han sumper foran skærmen fra han kommer hjem fra arbejde til midnat hver dag og i weekenderne gerne hele dagen fra han står op til kl 5 om morgenen, hvilket bevirker vi aldrig går i seng samtidigt eller står op samtidigt på nær i hverdagene. Jeg spiser morgenmad og oftest også frokost alene i weekenderne fordi han sover. Vi lever to parallelle liv. Jeg har fortalt ham adskillige gange, at jeg savner kvalitetstid med ham og at det ikke var sådan jeg troede det var at bo sammen. Jeg havde også en forventning om, at vi snart kunne blive færdige med vores forholdsvise nye hjem, men dets mere jeg presser på for hans hjælp til at lave noget praktisk herhjemme (hænge lamper op, få fikset nogle ting, gøre rent osv) skubber han mig væk. Jeg har forslået ting vi kan lave sammen, men bliver mødt af kommentarer “at det har han ikke råd til”.

Jeg har sågar skrevet et brev til ham, hvor jeg fortæller ham hvordan afstanden mellem os får mig til at føle, fordi jeg tænkte, at det kunne hjælpe, men han har ikke svaret mig endnu. Når jeg spørger ham om det forklarer han, at han gerne vil tage tiden til at svare mig ordentligt, men det er nu 1,5 mdr siden jeg sendte det til ham. Jeg forstår godt at hans argument, men samtidigt føler jeg, at han skubber det foran sig og sætter mig i et limbo.

Jeg har overvejet om vi skulle gå i parterapi, men er ikke klar på at skulle ofre yderligere penge på det, for han har jo ingen. Dernæst går jeg virkelig og overvejer om det skal være os to, for efter vi er flyttet sammen virker det som om, at vi har to meget forskellige opfattelser af hvad vi ønsker af et parforhold. Qua min alder ønsker jeg heller ikke at “spilde” unødigt tid for jeg ved, at jeg fortjener bedre. Han har aldrig vist mig denne side af sig selv tidligere, så føler mig også en smule røvrendt. Han er slet ikke den version af sig selv jeg blev forelsket i, men minder mere om en umoden person som lever sit liv som en teenager.

Hvis I har formået at læse mit lange og komplekse opslag indtil nu, skal I have tak og jeg ser frem til at høre fra jer.

Hilsen den fortvivlede…